Tiramisu

Tiramisu

Ingredienser (8 personer)

  • 500 g mascarpone
  • 5 æg
  • 5 spsk sukker
  • 1 vaniljestang
  • Ca. 250 ml stærk, afkølet kaffe (gerne espresso)
  • 2-4 spsk mørk rom eller Marsala (Marsala er den mest traditionelle likør til tiramisu)
  • Ca. 250 g ladyfingers
  • Kakao til drys

Fremgangsmåde

Flæk vaniljestangen på langs, skrab kornene ud, og mas dem sammen med en smule af sukkeret på et skærebræt, så vaniljekornene fordeles.

Del æggene i blommer og hvider. Pisk æggeblommerne sammen med resten af sukkeret og vaniljekornene, indtil massen er lys, luftig og cremet. Vend mascarponen i lidt ad gangen, til cremen er ensartet.

Pisk derefter æggehviderne helt stive i en ren skål, og vend dem forsigtigt i mascarponeblandingen med en dejskraber, så cremen bevarer sin luftighed.

Bland den afkølede kaffe med rom eller Marsala i en dyb tallerken. Dyp ladyfingers hurtigt i kaffeblandingen – de skal være fugtige, men ikke gennemblødte.

Saml tiramisuen i et fad ved at lægge et lag kaffevædede ladyfingers i bunden, fordel et lag mascarponecreme ovenpå, og drys med et tyndt lag kakao. Gentag lagene, indtil alle ingredienser er brugt, og afslut med et lag mascarponecreme.

Sæt tiramisuen på køl i mindst 2 timer, men gerne natten over. Drys med et generøst lag kakao lige inden servering.